Goodeider – en fremtid i fangenskab. Noter om goodeider I.

Forfatter: Forfatter: Martin Tversted
Oprettet: 14/09-2008 14/09-2008
Sidst redigeret: 14/09-2008 14/09-2008
Oprettet under: Fisk
 Del

Disse fisk har været en del af mit liv de sidste 14 år. Men hele tiden er der nye sider af deres liv, der kan undersøges eller som overrasker, og derfor er det fisk, der giver mig en permanent udfordring. Det er fisk, som i lighed med en del andre ungefødende tandkarper, trives i fangenskab – undertiden bedre end i naturen. Derfor er det fisk, hvor der er en stor tilfredstillelse forbundet med at holde og opdrætte dem.

Denne artikel er en del af en serie, hvor jeg vil komme ind på forskellige aspekter af deres økologi samt opdræt i fangenskab. Jeg håber på denne måde at kunne bidrage til en større forståelse for dem.

De fleste er kritisk truede i naturen, og enkelte er helt forsvundet. Akvarister har længe talt om, at de kan bidrage med deres viden og akvarier som refugier for disse fisk, og for en art som, Skiffia francesae, er dette desværre blevet tilfældet, idet den regnes for uddød i naturen. Desværre er det endnu ikke lykkes at holde en kontinuitet i bevaringsprogrammerne hos de enkelte foreninger. Fiskene overlever dog alligevel, idet enkeltpersoner og Morelia projektet holder ved.

Rundt omkring i verden sidder meget specialiserede akvarister og opdrætter videre på ældgamle stammer af de enkelte arter, og heldigvis er goodeider ikke fisk, der har problemer med indavl. Stammer indsamlet i slutningen af tresserne eller i starten af halvfjerserne har farver og vitalitet som vildtfangede fisk.
Dette skyldes alene korrekt pleje og ikke et specielt koordineret avlssamarbejde. Vedholdenhed hos enkeltpersoner er vejen mod fremtiden for goodeiderne.
Der er ikke megen prestige forbundet med at holde goodeider. Det er ikke L-maller eller discus, men derimod fisk, der alene på grund af deres unikke økologi gør dem interessante. Når man ser bort fra de mest gængse så som Ameca splendens, Xenotoca eiseni og enkelte andre, er det da heller ikke fisk man kan købe. Det er fisk, der overlades en, fordi opdrætteren tror, man kan løfte opgaven.

Tilpasninger til forskellige nicher.
Goodeiderne som familie har tilpasset sig alle tænkelige nicher i vandsystemer. Deres succes som familie har gjort, at de i flere habitater udgør indtil flere led i fødekæden. I større søer kan store arter som Alloophorus robustus trives. Her kan den bl.a. prædere på mindre goodeide-arter. I helt små vandsystemer kan kun småfisk som Characodon overleve. Strømmende vand yder gode forhold for Allodontichthys, der med deres reducerede svømmeblære kan holde sig nær bunden. Andre steder med tæt beplantning og masser af insektlarver, trives en slægt som Allotoca.
I dybt køligt vand finder vi Hubbsina turneri,Girardinichthys irenae. Arter som Xenotoca eiseni og Illyodon slægten er yderst tilpasningsdygtige og trives under meget forskellige forhold. Det er også derfor, at det er nogle af disse, der er lettest at have med at gøre i fangenskab. Jo mere specialiseret en art er i naturen, jo større krav stiller den til indretning og fysiske parametre i akvarierne.

Populationer.
Goodeider lever ofte isoleret i vandsystemer, der gennem tiden har ført dem hen imod den specialisering, som de er et udtryk for. Forskellige populationer af samme art kan vise stor forskel i farver, størrelse, temperament og endog genetik. Fx er søformerne af Zoogoneticus quitzeoensis mere fredelige indbyrdes end de former, der er fundet i strømmende vand.
Hos enkelte er populationerne indenfor samme art så forskellige, at det kan være relevant at inddele dem i selvstændige arter eller underarter. Under alle omstændigheder er det væsentligt, at vi holder populationerne rene, når vi arbejder med dem i fangenskab, idet autensiteten hos de forskellige populationer må bevares. Derfor taler folk, der arbejder seriøst med goodeider, heller ikke bare om Xenotoca eiseni som en art. Nej, det er vigtigt at vide præcis hvilken type af eiseni, der refereres til, og talen kommer til at dreje sig om ”Rio Tamazula”, ”Granja Sahuaripa” etc.
Når en ny type skal ind i avlsarbejdet, er det endvidere væsentlig at få flest mulige informationer om fiskene. Der skal helst være oplysninger tilgængelige om hvem, der har indsamlet arten, hvornår den er indsamlet og hvem, der har holdt arten, inden man selv får den. Har den været krydset med den samme art fra en anden lokalitet, har den mistet værdi i bevaringsarbejdet. Enkelte undtagelser så som Skiffia francesae, Girardinichthys viviparus kan være berettigede at arbejde videre med uden populationsangivelse, idet den ene er uddød i naturen, og den anden næsten er det, samt at der ikke er nogen dokumenteret forskel på de enkelte populationer af G. viviparus.

Pasning af goodeider.
Helt generelt så kræver de større akvarier end hvad man ellers ville give til fisk af samme størrelse. Ligeledes kræver de godt rent vand af dansk drikkekvalitet med en pH mellem 7 og 8, relativt kølige temperaturer, endnu køligere vintertemperaturer, samt alsidig fodring. FFor flere af arterne skal have levende foder som deres primære fødekilde. Mange af dem trives godt i tæt beplantede akvarier, hvor de kan søge skjul. Enkelte arter tåler kortvarigt meget høje temperaturer, men det er vigtigt, at denne ikke er konstant over en længere periode, eller at der i det mindste sker en afkøling i nattetimerne og i særdeleshed i vinterperioden. Bortset fra de enkelte arter, der trives ved en konstant høj temperatur, har vi altså at gøre med fisk, hvor der vil være årstidsbestemte svingninger i temperaturen. Dette giver et meget specielt akvariemiljø. Plantevalget bør tilpasses således, at valget ligger på arter, der trives ved sæsonbestemte temperaturer.Til temperaturspektret 14 - 24C er følgende plantearter velegnede, Bacopa caroliniana, Cabomba caroliniana, Ceratophyllum submersum/demersum, Echinodorus macrophyllum, Echinodorus osiris,
Echinodorus uruguayensis, Egeria densa, Ludwigia repens, Saggitaria subulata, Vallisneria samt
Vallisneria spiralis. I perioden om vinteren, hvor fiskene ikke yngler pga den lavere temperatur, vokser planterne heller ikke. Interessant er det, når temperaturen begynder at stige i foråret, hvor hannerne begynder at anlægge legedragt - ja, så eksploderer planterne også i vækst. Vallisneria begynder fx at blomstre ved omkring 18C efter en længere køleperiode.

Et godt goodeide akvarie bør indeholde en bestand af snegle, men dette er naturligvis ikke muligt ved direkte sneglespisende arter så som Xenotoca variata. Snegle er med til at holde en god balance, og har man overbefolkning af snegle, skyldes det alene overfodring af fiskene. De kan betragtes som indikatorer på for megen fodring. Altså rene nyttedyr.Et filter er ikke nødvendigt ved alle arterne, det hele kommer an på, hvor stort akvariet er, hvor ofte man skifter vand, hvor meget man fodrer og hvor varmt man holder fiskene. Fiskenes stofskifte arbejder hurtigere ved højere temperaturer frem for lave. De kræver således mere foder om sommeren end om vinteren. Vinterfodring ved 15C er hos mig 2-3 gange om ugen, mens den er daglig i sommerperioden.
I sommerhalvåret fodrer jeg primært med levende foder i form af dyreplankton, insektlarver samt insekter fanget med insektnet. For de omnivore arter bruger jeg endvidere trådalger indsamlet i mine havedamme. Disse indeholder en del smådyr, og selve algerne ædes ligeledes. I vinterhalvåret bruger jeg godt flagefoder, gerne med grønt indhold, samt hjemmelavet gelantinefoder. Gelantinefoderet er blendet af skalrejer, hel mager fisk, lidt oksehjerte, andemad samt et par gulerødder.Om sommeren foretager jeg et 40% vandskift med koldt vand ca hver 10. dag. I vinterperioden er det månedligt.

Principper for opdræt.
Følger man principperne for pasning af goodeider, vil man alt efter art få mellem 2 og 5 kuld unger om året. Hos poeciliider sker det ofte ved overbefolkning af akvarierne, at fiskene udvikler dværgvækst. Der ligger endvidere genetiske faktorer til grund for udviklingen af små hanner hos poeciliderne, men sammenligner vi med goodeiderne, ser billedet lidt anderledes ud. Goodeider vokser hele livet, enkelte bliver op til 10 år gamle og kan derfor blive usandsynligt store sammenlignet med deres størrelse i naturen. Men overbefolkede akvarier kan give mindre fisk, og fisk af dårligere kvalitet. Det er ikke det helt store problem ved lette arter så som Xenoophorus, Ameca og Xenotoa eiseni, men hos mere krævende som Allotoca eller Allodontichthys, fungerer og udvikler fiskene sig bedst med en lille bestandtæthed, ikke mindst fordi netop disse arter kan være ganske aggressive. Disse kræver renere vand, og ungerne har meget svært ved at konkurrere med de voksne artsfæller om foder, eller de bliver simpelthen ædt af de større fisk.
Derfor isolerer jeg konsekvent alle goodeidehunner meget tidligt i drægtighedsperioden. Mindst 14 dage før forventet fødsel. De vil naturligvis stresse i kommercielle fødeakvarier, og derfor bruger jeg tætbeplantede akvarier på mellem 30 og 50 liter. Her kan der kræses om hunnen med ekstra levende foder, og i det øjeblik hun har født, kan ungerne isoleres og svømme i levende foder. Dette giver stærke unger, der får en god start på livet. For at undgå at akvarierne bliver overbefolket med unger hos de mere stærkt ynglende arter, holder jeg dem konsekvent sammen med andre arter, hvor jeg ved, at der vil ske en gensidig prædation på ungerne. Dette gør, at jeg aldrig har for mange af en given art, idet jeg kun opformerer de unger, jeg enten selv skal bruge, eller som der er kommet bestillinger på fra ligesindede i foråret. Men det giver naturligvis undrende spørgsmål om, hvorfor jeg ikke konstant har overskud af de lettere arter og først skal tage imod bestilling!

Dette er første del af en artikelserie, der bringes i Poecilia Bladet.

Martin Tversted