Akvariestart del 6 Slå fisk ihjel på rigtig måde

Forfatter: Jørgen Zachariassen
Oprettet: 20/11-2007 20/11-2007
Sidst redigeret: 28/10-2010 28/10-2010
Oprettet under: Akvariestart
 Del

Enhver akvarist skal på et tidspunkt slå en eller flere af sine fisk ihjel. Det kan være fordi:
- fiskene er så syge, at de ikke kan helbredes
- fiskene er syge og skal ikke smitte andre fisk
- fiskene er svage eller misdannede eller passer på anden vis ikke ind i opdræt
- fiskene er blevet kedelige, bliver ikke passet, kan ikke gives væk…

Det er klart, at fisk undgår påvirkning udefra, som vi opfatter som smertefuld, fx andre fisks bid. Men det har været diskuteret, om fisk lider under påvirkningen i samme forstand som højere stående dyr eller mennesker gør. Det er svært at afgøre, bl.a. fordi fisk er vekselvarme, dvs. antager kropstemperatur efter vandet, de lever i (krybdyr er også vekselvarme, antager temperatur efter omgivelserne).
I alle tilfælde må det være rimeligt at prøve at sikre sig, at fiskene dør så hurtigt og skånsomt som muligt.
Metoden til aflivningen er delvis en smagssag, eller et spørgsmål om temperament. Man skal dog være opmærksom på, at der er forskel på store og små fisk, og at det at smide fiskene i toilettet er en dårlig idé.

Mindre fisk kan kommes i vand, der spil-koger - og så ser de ikke så godt ud bagefter, farverne bleges meget, øjnene står ud af hovedet, kroppen er forvredet. Men det må man da kunne holde ud at se på. Det er en let metode, man behøver ikke røre ved fisken, den hældes fra nettet, den er fanget i, direkte ned i det kogende vand. Pas på ikke at blive skoldet, og husk at ramme kasserollen. Hvis man vil dissekere sine fisk for at søge efter indre sygdomstegn, er det dog næppe denne metode, man skal bruge. Nok heller ikke til større fisk, de vil sprælle lidt længere end de 1-2 sekunder, små fisk gør det.
Nogle har foretrukket at komme fiskene i lidt vand i en plasticpose, og så lægge posen i fryseren. Fordi fisk er vekselvarme, vil de bare blive sløvere, når vandet nedkøles, og til sidst mister de bevidstheden, inden de dør af kulden. Metoden skulle således være ret smertefri for fisken, men er langsom, og fisken kan måske risikere først at dø af iltmangel, hvis der ikke er ilt nok i posen?

Tilbage er de mere umiddelbare metoder, hvor man har direkte fysisk kontakt med fisken. Man holder om den og slår den hårdt på hovedet, eller skærer hovedet af.
Hvis man vælger at slå, skal man i hvert fald på større fisk kunne høre kraniet knase, ellers rammer man ikke hårdt nok. Man kan slå fiskens hoved mod en hård kant. Eller man kan slå fisken i hovedet med fx en hammer. Hvis man ikke kan lide smattet, især fra hammeren, kan man overveje at lægge et stykke plastic imellem (men er det ikke noget akavet, også hvis man bruger fx avispapir, hvor man ikke præcis kan se, hvor man skal ramme?). Det kan være svært at holde på en lille fisk, mens man dasker dens hoved, nok især hvis man svinger fisken i stedet for hammeren. Det er lettere med store fisk, men så skal slaget også være kraftigere.
Den mest kontante metode er at skære hovedet af, med en kniv eller for mindre fisk med en saks, det skal bare gøres hurtigt og uden, at man selv kommer til skade. Hvis man søger efter en bestemt sygdom i de indre organer, kan man så også dissekere fisken. Der er dog dem, som mener, at afskæring af hovedet ikke er godt nok - fordi hjernen angiveligt ikke dør helt så hurtig som ved et kraftigt slag.

Mennesker, som ikke tør slå deres husdyr ihjel, burde egentlig ikke holde disse dyr. Nogle akvarister – især nye, unge? – vælger at springe den direkte aflivning over. De hælder fiskene i toilettet og trækker ud. Men for det første dør fiskene ikke med det samme, de dør af iltmangel eller bliver mast i kloakken. Eller fiskene dør slet ikke! De kan overleve turen og finde vej frem til vandløb, åer, søer. De kan som regel ikke yngle i det danske klima, men selv, hvis de kun overlever uden at yngle, er det stadig forurening af faunaen, dyrelivet.
Desuden findes der eksempler på, at fisk fra akvarier ikke alene overlever i den danske natur, men også yngler her. Det gælder i hvert fald den nordamerikanske dværgmalle, som trives fint i en tørvemose i Himmerland, hvor den har udryddet alle andre fiskearter (mallen kan blive op til 30 cm).
Det bør ikke ske, slå derfor dine fisk ihjel selv på en anden måde, hæld dem ikke i toilettet!

Artiklen her er kraftigt inspireret af en artikel om aflivning af akvariefisk i dagbladet Politiken den 6. september 2003.
Denne artikel er skrevet af:
Jørgen Zachariassen, zac@akvariesiden.dk

Redigeret oktober 2010, Jette Rybak