Mallen - akvariets ofte usynlige element

Forfatter: Maria Bitsch
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 19/12-2009 19/12-2009
Oprettet under: Maller
 Del

Mallen er i begyndelsen af ens akvariekarriere ikke lige den fisk, der fanger øjet. Det skulle da lige være, hvis man er så heldig at støde på en fuldvoksen ancistrushan, der umiddelbart lige fænger takket være sit tornede ansigt, der er en anden planet værdig. Men han – og alle hans fascinerende familiemedlemmer – stammer utroligt nok fra denne planet. Det er yderst interessant at fundere over, at dykket ned i Marianergravens 11.022 m er mindre udforsket end turen ud til vort solsystems yderste planet: Pluto.
På trods af vores uvidenhed og hensynsløshed beærer fiskene os stadig med deres selskab, og man fristes til at påstå, at de kan give os en lige så stor følelse af at være lille i den kosmiske sammenhæng, når vi kigger ind af akvariets glasrude, som når vi kigger gennem glaslinsen i vores stjernekikkert.

Lidt om slægterne
Når man holder akvarium i starten, bliver mallen ofte købt som skraldemand. Eller for den, der rent faktisk har læst en smule på lektien: Som en hårdfør fisk, der kan kultivere vandet, så bakteriekulturerne virkeligt kommer op at køre og kan byde velkommen til alle de andre knap så hårdføre fisk. Men mallen er lige så lidt tjent med at være hensat til rollen som slamsuger, som en cichlide er tjent med bare at blive betragtet som en prydfisk.
Mallen er en af de mest globale fiskefamilier, der spænder over en lige så stor variation mht. fysisk fremtoning og funktion som til geografisk spredning. De mest kendte malleslægter i danske akvarier er:

Loricariidae – sugemallerne
Det er de førnævnte skraldemænd og den malleslægt, der varierer mest af udseende blandt fætrene og kusinerne. Her grupperes alt fra den 3 cm korte dværgsugemalle: Otocinclus til de ½ meter lange kæmpe plecostomus og gibbiceps og den meget kendte ancistrus (xenocara). Fælles for dem alle er sugemunden, som mange fejlagtigt tror, er skabt til at sutte alger af akvariets flader og dekoration. I naturen bruger mallerne munden til at holde sig fast på sten og rødder i de rivende floder og vandfaldsudmundinger, hvor de lever.

Callichthyidae – pansermallerne
Det er også en uhyre kendt slægt, berømmet for sin evige tøffen rundt på bunden i gang med at vende og rode rundt i bundlaget efter mad. I modsætning til sugemallerne er de fleste pansermaller forholdsvis ens af udseende. Størrelsen kan variere en del; men kropsbygningen kan man næsten ikke tage fejl af. Samtidig er alle pansermaller, jeg er stødt på, flokfisk, der gerne vil gå sammen så mange som muligt – minimum 5 stk.

Ariidae-slægten
Dens medlemmer er ganske kendte brakvandsfisk og sælges desværre ofte også som ferskvandsakvariefisk. Hajmaller er da også flotte og ligner rigtige hajer ganske meget; men de har det nu bedst i brakvand, når de begynder at vokse til.

Mochokidae-slægten
er også en berømthed, især hos de, der holder (af) afrikanske søcichlider fra Great Rift Valley-systemet. Her finder man gøgemallerne, hvis yngleteknik og pleje lever fuldt ud op til navnet.

Pangasiidae-slægten
er desværre alt for kendt. Ligesom hajmallerne og diverse mystus fra Bagridae-slægten sælges den for sit hajlignende udseende. En pangasius eller paroon er sød som lille og vokser op til en helt uhyrlig størrelse på et par meter. Disse fisk er totalt uegnede til livet i et akvarium. Hvis de partout skal udnyttes af mennesket, så lad det da blive som de spisefisk, de indfødte rundt omkring i Asien i forvejen anser dem som. Det er nu yderst sjældent, at pladsproblemer begynder at opstå i forbindelse med hold af pangasius, da de fleste dør som meget unge fisk af sygdomme eller andre miljøbetingede fænomener. Meget ofte ses det hos pangasius ved fiskehandleren, at disse i vid udstrækning lider af svamp i heftig grad. En sart fisk, der enten dør som fisketeenager eller bliver aflivet pga. overdådig størrelse.

Mine maller – den svære begyndelse
Men nu skal det ikke gå op i tristesser det hele. Jeg går ud fra, at den, der gider bruge tid på at sætte sig til rette og læse denne smøre, har en vis interesse og kender til problematikken omkring diverse uegnede akvariefisk.
Det er altid sjovt at opdage en ny lidenskab. Og for mig var det kærlighed ved første blik, da jeg så en peckoltia hos dyrehandleren – oven i købet før jeg overhovedet havde erhvervet mig mit første akvarium. Hjørnestenen var lagt for en vild sugemalle-passion.
Startersættet på 112 liter blev købt. Platyer og peckoltiaen blev mine første fisk, sammen med et par såkaldt vildtfangne xenocarer, som jeg senere efter bedste evne har identificeret som ancistrus sp. 6. Desværre var min søde, lille peckoltia underligt sløv, allerede da den tumpede folkeskoleelev hev den op af salgsakvariet, og den var da også død en dag eller to senere. Nå, ned og brokke mig. Og hvilket held! Jeg fik den byttet til en anden peckoltia, som senere har vist sig at være en pseudacanthicus leopardus.
Ja, ikke alle dyrehandlere er lige kloge, eller engagerede nok til at gide at identificere deres fisk. Min lille leopard blev øjeblikkeligt den ultimative stjerne i akvariet. Ikke engang den sorte ancistrus med de fine hvide prikker (hvilket har givet hende navnet: Zodiac) kan komme i nærheden af at fange min interesse på samme måde som den vrantne leopard.
På et tidspunkt oprandt dagen, hvor jeg skulle flytte sammen med min kæreste. Og selvfølgelig gik mit nybegynder akvarium totalt i smadder… Samtlige fisk døde, på nær en af de oprindeligt to ancistrus sp., en senere indkøbt alm. Ancistrus og – selvfølgelig og meget heldigvis – den røde leopard. Æv. Men formentlig i ren medlidenhed overgav min kæreste sig et halvt år efter og lod mig købe et brugt akvarium på 385 liter, selv om vi bor på 37 m2. I denne betragtelige balje bor der nu de to ancistrus, hele to røde leoparder, for jeg var så heldig at finde en mere, og en flok på 15 pansermaller (5 corydoras paleatus, 5 c. aeneus og 5 c. arcuatus).
Pansermaller afsvor jeg mig i lang tid. Sådan nogle kedelige, klodsede bæster, der bare vælter rundt. Men også jeg endte med at blive bjergtaget af deres uendelige charme. Og de er da helt klart mit akvariums humoristiske indslag. Intet er så sjovt, som når en pansermalle beslutter sig for at stime med en flok betuttede kejsertetraer, hvis undren står bøjet i neon. Eller deres utroligt medgørlige flokmentalitet, der gør, at de stimer med en hvilken som helst pansermalle. Ingen racisme eller apartheid dér.

Mine maller – fascinationen
Uanset hvor sjove pansermallerne (eller basserne, som visse foretrækker at kalde dem) er, er det sugemallerne, der får mig til at sidde klinet til glaskassen time efter time. Min ancistrus, der i sin tid blev købt som algesulten baby, er efterhånden vokset drastisk med spæde dun på overlæben og det hele. Han er ikke nær så scenesky som de andre tre sugefæller og vælter for det meste hensynsløst hen til den nærmeste mallepille (om der står Plecomin eller Tabimin på den, tager han ikke så tungt – men det gør pansermallerne på den anden side heller ikke) eller klump af frosne røde myggelarver. Zodiac får jeg aldrig at se, hun putter sig godt tilfreds som en anden primadonna i akvariets største trærod. De to røde leoparder er også forholdsvis sky; men min ældste kan da sagtens lokkes frem med lidt guf, når herren selv vil.
Det har nu også hjulpet en hel del at indrette akvariet på sugemallernes præmisser. Førhen så jeg aldrig mine leoparder; nu kan jeg være rigtig heldig og se dem begge på én gang. Et sådant akvarium er muligvis ikke så umiddelbart dekorativt; men naturligt, det er det helt sikkert!
Et andet fascinerende aspekt ved sugemaller – ud over deres adfærd og hemmelighedsfuldhed – er deres evne til at ”trække vejret”. Dette fænomen optræder fra tid til anden, frekvensen bestemt af vandets iltindhold. Men du er ikke i tvivl, når du hører det. Mallen farer med fuld fart fra sit gemmested, gerne nær bunden, op til vandoverfladen for at suge luft ind. Nogle gange med et mindre brag i armaturet til følge. Det kan vække dig – hver gang. Tør ikke tænke på effekten fra en fuldvoksen pleco i gang med denne aktion.
Men hvad er der lige præcis så specielt ved maller? Tjaeh, vi oplever vel alle, at en bestemt type fisk fanger vores opmærksomhed i langt højere grad end alle andre. Mange er cichlide-entusiaster, om det så er de afrikanske eller de sydamerikanske af slagsen. Andre er vilde med ungefødende. Og nogle af os så af maller. For mit eget vedkommende er det en vild fascination af spændet fra supergrim til overjordisk smuk, der kan gemme sig der under træroden.
Er det en ancistrus ranunculus eller en zebramalle, der titter frem om lidt? Hvor guppyer fx næsten altid er ret kønne at kigge på, kan en malle være så aparte, at den ligner en levende abstrakt skulptur. Og dét er vel egentligt ret menneskeligt – spændet fra Quasimodo til Helena Christensen…
Ligeledes er psyken interessant. Her er en fisk, der virker totalt ligeglad med, om du så lokker med en femretters menu for en malle-gourmand. Og bare se på en udvokset gippiceps, der fejer gennem dine omhyggeligt arrangerede planter. En malle smider du ikke bare i, og så er det dét. Nej, den indretter gerne selv lidt med.
Og så er der nok også hele aspektet med, at du måske ikke lige får den at se hver dag. Man må i sandhed sige, at mallen lever op til sit engelske navn: Catfish. For en kat er sgu sin egen…