Redebygning for overlevelse

Forfatter: Ron Coleman
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 26/05-2010 26/05-2010
Oprettet under: Cichlider og videnskab
 Del

Redebygning for overlevelse

Af Ron Coleman

Oversat af Elisabeth Schrøder, 2006


Synet af en ny cichliderede i et akvarium bringer både spænding og ængstelse hos cichlideejeren. Sammen med muligheden for dusinvis, hundrede eller endda tusinde unger, kommer også muligheden for andre akvariebeboeres tilskadekommen eller død pådraget af det ynglende par.

Formering er et alvorligt foretagende for cichlider. Dødeligheden i naturen kan være særlig høj, når mange reder hver dag bukker under for tilsyneladende utrættelige rovdyr. For eksempel viste Takemon og Nakanishi (1998), at ud af 87 kuld hos Neolamprologus mondabu i Tanganyikasøen, gik kuldet tabt i 68 af tilfældene! Så det er ikke så overraskende, at de cichlider som vi holder i vores akvarier, også tager formering meget alvorligt, og et resultat heraf er, at vi observere udførlige fremvisninger, graven og kamp mod eventuelle rederøvere. At kunne forstå funktionen af reder i naturen, giver os et bedre indblik i, hvad der foregår i vores akvarier.

Cichliders reder varierer i størrelse og udseende, fra en simpel åbning på bunden til de kunstfærdige tunnelreder hos Hypsophrys nicaraguensis (Coleman 1999). Nogle cichlider udnytter naturlige huler, ligesom mange Archocentrus-arter, og andre bruger specifikke objekter, som fx tomme sneglehuse, som man ofte ser i Tanganyikasøen.

Jeg bruger ordet “rede” til at beskrive et sted, hvor ikke kun legen finder sted, men også pasningen af æg og/eller larver. De fleste mundrugere laver ikke reder. McKaye et al. (1990) har argumenteret, at de legestrukturer, som mundrugere i Malawisøen bygger, bedst kan beskrives som ”løvhytter”, ikke reder, i reference til deres ligheder med de hytter, som laves af bestemte fugle (red: løvhyttefugle). En hytte bygges med det ene formål at tiltrække en mage, ikke for at opfostre unger. Bare fordi hytter ikke er reder, betyder det ikke, at de ikke er vigtige – tværtimod – Disse strukturer videregiver vitale, artsspecifikke informationer, og information om kvaliteten af den han, der har bygget hytten. Hunner er i høj grad i stand til, at skelne mellem gode og middelmådige hytter, og vælger deres mage ud fra dette.

Ligesom hytter, tjener reder også som et sted for tiltrækning af mager, og mange fisk lægger et stort arbejde i at forberede reden, og skaber strukturer, som ikke bare er til gavn for det fremtidige afkom, men som også overfor potentielle partnere demonstrerer evne, kvalitet og sans for detalje hos redens bygger.

Vi ved faktisk forbløffende lidt om redebygningen hos mange cichlider. Mange reder er også svære at finde, før de næsten er færdige. For eksempel opdager mange akvarister først reden lige før eller lige efter æglægningen har fundet sted. Redebygningen kan foregå meget hurtigt hos cichlider. Forældre af mellemamerikanske cichlider behøver måske ikke mere end nogle få timer. I naturen observerer jeg typisk et par fisk, som opholder sig omkring et bestemt sted, og næste dag har de lagt æg. Vigtige spørgsmål er ikke blevet besvaret: Vælger én fisk et sted at bygge rede, starter redebygningen, for så at tiltrække en partner, eller dannes der først et par, som så sammen finder et sted at begynde reden? Der er ingen grund til at tro, at svaret vil være for samme for forskellige arter.

Redens primære funktion er, at udgøre et sikkert miljø for æggene og muligvis også larverne. At opnå dette kræver ofte en ændring af de eksisterende terræn, inklusiv rengøring, gravning i det og fjernelse af planter.

Det første tegn på en rede er ofte en forældre, ofte en hun, som napper gentagende gange på en hård overflade, som en sten eller et stykke tre. Hvis der ikke er mange af disse, vil mange cichlider grave for at finde noget hårdt. For adskillige år siden studerede jeg Texascichlider i San Marco-floden i Texas. Denne kildeudspringende flod med konstant temperatur findes i det sydlige, centrale Texas, og er hjem for en veletableret, introduceret population af Texascichlider (Herichthys cyanoguttatus), og tilfældigvis et godt sted at snorkle for se cichlider i naturen.




(I San Marco floden i Texas rydder Herichthys cyanoguttatus stejle banker for vegetation med henblik på redebygning. Foto af Ron Coleman)

Cichliderne yngler langs med bredderne, under overhængende vegetation. Den sandede bund er dækket af akvatiske planter over det meste af legeområdet. Cichlidernes første job er, at fjerne nærtstående planter (i høj grad ligesom de gør i et akvarium). Formålet med at fjerne planterne er ikke bare, at irritere akvaristen: Det er at skabe en vital, fri zone omkring reden. Forældrene bliver i denne frie zone og holder øje med omgivelserne for potentielle angribere.

Ved at lave en stor, åben zone, øger forældrene chancen for at se et potentielt rederøvende rovdyr før det kan nå at slå til. I den nye verden (Nord- og Sydamerika) er disse rederøvere primært unge cichlider, karpelaks, gobier og andre, små arter, som bare venter på muligheden for at pile ind i reden og gribe en mundfuld æg eller larver.

Disse rovdyr er talrige, små, ubarmhjertige og angriber ofte i grupper, hvilket lader forældrene snurre rundt om sig selv i deres forsøg på at jage den ene indtrængende efter den anden væk. I nogle tilfælde er stormløbet så voldsomt, at forældrene bliver overvældede og forlader reden. Hele redens indhold kan blive fortæret på et minut eller mindre. Så når dine cichlider begynder at hive planterne op, kan du godt have lidt sympati. Du ved nok, at der ingen rederøvere er i akvarium, men yngelplejende cichlider må altid være på vagt.

Interessant nok er der nogle cichlider, som ikke fjerner vegetation. For eksempel Archocentrus septemfasciatus i Rio Puerto Viejo i Costa Rica, hvor jeg har observeret dem, lader ikke til at rydde området omkring reden. Faktisk foretrækker denne fisk at lave rede under træers filtrede rødder og blandt nedfaldne blade. Disse er de mindste cichlider i floden, og det er mit gæt, at det forsøger at tiltrække reden så lidt opmærksomhed som muligt. Et ryddet område ville være afslørende for et potentielt rovdyr, og Archocentrus septemfasciatus forældrene ville nemt blive løbet over ende.

Når vegetationen er væk, kræver næsten alle substratlegende cichlider en fast overflade at lægge deres æg på. Nogle arter, som fx de forsinkede mundrugere fra Sydamerika, lægger deres æg på døde blade, men de fleste cichlider søger efter en sten eller en stamme. Jeg var fascineret af, at iagttage Texascichlider grave i deres søgen efter en hård overflade.

Jeg ved ikke om de på en eller anden måde kan fornemme faste overflader under sandet, men uundgåeligt fandt fiskene, som jeg iagttog, en sten eller en begravet stamme indenfor deres ryddede territorium. Somme tider blev de nødt til at grave næsten 30 cm ned for at finde den, men fandt den – det gjorde de altid. Æggene blev da lagt på den hårde overflade.

At forstå hvorfor cichlider graver (selvom nogen graver som en del af deres naturlige fødesøgning, fx jordspisere og nogle medlemmer af Thorichthys og Astatheros), kan måske trøste dig, når du finder dit omhyggeligt indrettede akvarium fuldstændigt ommøbleret. Jeg hævder, at hvis dine cichlider graver, har du ikke givet dem en stor nok, solid overflade at lægge deres æg på, og de har besluttet at finde en. Antallet af æg, som hunnen lægger, ser ikke ud til at blive begrænset af overfladens størrelse; I stedet lægger hunnen et forudbestemt antal æg, og finder en overflade, som er stor nok til at rumme dem. Hvis stenen er lidt lille, vil hunnen afsætte æggene meget tæt. Større overflader tillader æggene at ligge mere spredt. Substratlegende cichlider lægger næsten aldrig deres æg ovenpå hinanden, fordi de så ville berøve de underlæggende æg for ilt.




(Et ynglende par Herichthys minckley i La Becerra-bækken i Cuatro Cienegas, Coahulia, Mexico. Hunnen beskytter æggene og ungerne indeni en hule udgavet i sedimentet, som udgør reden på bunden af bækken. Hannen, med den mørke farve, bevogter territoriet, som kan rumme mere end én hun. Foto af Juan Miguel Artigas Azas)

Nogle nye opdagelse omkring cichliders reder antyder, at endnu mere komplekse interaktioner foregår. Ochi og Yanagisawa (1999) beskrev for nyligt ”sandflytningsadfærd” hos Neolamprologus caudopucntatus i Tanganyikasøen. Denne fisk laver sin rede blandt stenene i søen, og efterlader en smal sprække som indgang til redekammeret. Forskerne fandt ud af, at under perioden med æg- og larvepleje, som varede omkring 40 dage, ville hunnen ofte fjerne mundfulde af sand fra inden i reden. Det er ikke overraskende. Derudover bragte hunner (og sjældent hanner) sommetider mundfulde af sand fra området omkring reden til redens indgang, åbenbart i et forsøg på at holde indgangen smal. Kribensis er kendt for at gøre dette i akvarier: Hvis huleindgangen er for bred, skubber de grus op indtil åbningen kun lige er så stor, at hunnen kan komme ind.

Forskerne opdagede også, at hanner og hunner uventet flyttede mange mundfulde af sand rundt i territoriet, og typisk lagde sandet ved basen af sten. Forældrene søgte ikke føde, og gjorde kun dette umiddelbart før ynglen blev fritsvømmende. Den præcise årsag til denne adfærd er ikke kendt, men Ochi og Yanagisawa foreslår en fascinerende hypotese. Ligesom med de mellemamerikanske cichlider beskrevet tidligere, er forældrene af denne art vagtsomme overfor rovdyr, som lusker rundt i udkanten af territoriet og piler ind for at æde ungerne. Almindelige rovfisk inkluderer Telmatochromis vittatus, en lusker, der gemmer sig under eller blandt sten og venter på at en mulighed byder sig. Kunne det være, at Neolamprologus caudopunctatus forælderen aktivt fylder disse potentielle gemmesteder op, og dermed øger ungernes sikkerhed? Det kræver nærmere undersøgelser, men lader til at være en fornuftig hypotese.

Fordelene ved en god rede er så store, at nogle arter udnytter andres reder. Lepidiolamprologus profundicola er en stor, fiskespisende, substratlegende cichlider, også fra Tanganyikasøen. Hunnen bevogter redeområdet i cirka to uger.

Cyprichromis leptosoma er en pelagisk, hunlig mundruger. Man skulle måske tro, at disse fisk ville have meget lidt med hinanden at gøre, men Watanabe (2000) observerede stimer af hundredvis af unge Cyprichromis leptosoma svævende over en Lepidiolamprologus profundicola’s rede. Denne observation er usædvanlig, fordi Lepidiolamprologus profundicola ikke bevogter ungerne når først de er fritsvømmende; ungerne svømmer væk, så der er ingen mulighed for C. leptosoma ynglen at blande sig med L. profundicola, som det er blevet observeret for andre arter. Derudover, under andre omstændigheder, spiser L. profundicola C. leptosoma. Men fordi hunnen af L. profundicola holder rovdyr langt væk fra hendes redeområde, og C. leptosoma ikke spiser hendes unger, opnår disse fremmede unger stor beskyttelse i forsvarede område, som L. profundicola-hunnen skaber.

Disse to studier viser redernes vigtighed, og der er ingen tvivl om, at fremtidig forskning vil afsløre endnu mere forbløffende måder, hvorpå cichlider bygger rede for at overleve.

Gengivet med tilladelse fra Eksternt link www.cichlidae.com og Ron Coleman